Kan én bifamilie blive til 12?
Ja, det kan den faktisk.
Hvert år glæder jeg mig til det tidspunkt, hvor de lokale dronningeavlere begynder at sælge modne dronningeceller. Det sker typisk sidst i maj eller først i juni. Jeg bestiller mine dronningeceller i god tid og henter dem selv, når de er klar.
Dronningecellerne er som regel så langt i udviklingen, at de kryber inden for 24 timer – nogle gange går der dog lidt længere tid. Det passer perfekt til den måde, jeg laver småfamilier på.
Én stor bifamilie bliver til tolv
Når jeg kommer hjem med dronningecellerne, går jeg ud i bigården og finder en stor og stærk bifamilie.
Derefter begynder arbejdet.
Mit mål er ganske enkelt at dele bifamilien op i 12 nogenlunde lige store enheder. Jeg forsøger at fordele bier og ressourcer så ens som muligt mellem de nye småfamilier, så de alle får en god start.
Det optimale er, hvis der kan blive en forseglet yngeltavle til hver ny familie. På den måde vil der hurtigt krybe nye bier, som kan styrke familien i den første kritiske periode. Samtidig prøver jeg at sørger for, at hver familie har både pollen og foder til rådighed.
Hver lille familie får sin egen dronning
I hver af de 12 småfamilier placerer jeg en moden dronningecelle.
Kort tid efter kryber den unge dronning, og efter nogle dage tager hun ud på sine parringsflyvninger. Går alt efter planen, er hun kort tid senere i fuld gang med æglægningen.
Jeg synes, det er en fantastisk måde at opbygge nye bifamilier på. Bierne accepterer normalt dronningecellerne meget fint, og processen foregår roligt og naturligt.
Husk opfølgningen
Når de 12 småfamilier er lavet, er arbejdet ikke slut. De første dage er afgørende for, om projektet bliver en succes.
Det bedste er at flytte småfamilierne til en ny bigård mindst 2-3 kilometer væk. Så bliver flyvebierne i deres nye familie og er med til at opbygge den.
Har man ikke mulighed for at flytte dem, bør flyvesprækken lukkes i gerne tre døgn. Jeg bruger ofte en tot græs i flyvesprækken. Bierne gnaver selv græsset væk, når de er klar til at flyve. Formålet er at forhindre, at de gamle flyvebier straks vender tilbage til moderstadet, så småfamilierne mister en stor del af deres bistyrke.
Det er også vigtigt at sikre, at de nye småfamilier har adgang til frisk foder. Tavlerne bør derfor indeholde åben nektar tavle. Er alle foderceller forseglet, kan de små familier have svært ved hurtigt at få adgang til føden.
Er der den mindste tvivl om foderforsyningen, lægger jeg en foderpakke direkte oven på bærelisterne. Jeg har et lille trick, som fungerer rigtig godt. I stedet for at lave det klassiske hul midt i posen, klipper jeg blot et hak i det ene hjørne. Bierne finder hurtigt foderet, og samtidig er det meget nemmere at tage posen af og på igen, uden at den klistrer fast til bærelisterne.
Efter et par dage kontrollerer jeg, at dronningecellerne er klækket. Er en celle ikke åbnet, eller er dronningen ikke kommet ud, gælder det om at reagere hurtigt. Kan man skaffe en ny moden dronningecelle, er der stadig gode muligheder for at redde familien.
Jeg holder også øje med bistyrken i de enkelte småfamilier. Selvom jeg forsøger at dele den oprindelige bifamilie så ligeligt som muligt, kan der altid være forskelle. Har en familie fået for få bier, er det let at rette op på ved at ryste en ekstra portion unge bier af fra yngeltavler i en anden stærk bifamilie. Jeg kan også i forløbet tilsætte forseglet yngeltavler fra andre bifamilier, hvor jeg tager honning fra.
Netop denne løbende opfølgning er efter min erfaring en af nøglerne til at få en meget høj succesrate med metoden.
En ekstra gevinst i kampen mod varroa
Metoden har også en anden stor fordel.
Når en stor bifamilie deles op, flyttes både bier og yngel ud af moderfamilien. Dermed reduceres samtidig en betydelig del af varroapopulationen. De nye småfamilier kan desuden behandles på optimale tidspunkter og indvintres med et meget lavt midetryk. Det gør jeg gerne med en oxalsyredrypning på ca. 10 dagen.
Det er en af grundene til, at jeg ser produktionen af småfamilier som meget mere end blot en måde at få flere bier på. Det er også et vigtigt redskab i en bæredygtig varroastrategi.
Hvorfor laver jeg så mange?
Jeg ser småfamilier som en investering i fremtiden.
De giver mig mulighed for at udskifte dårlige dronninger, redde svage bifamilier eller erstatte eventuelle vintertab. Har jeg produceret flere, end jeg selv får brug for, er der som regel også et godt marked for dem det følgende forår.
For mig er småfamilier derfor ikke bare en reserve – de er fundamentet for en fleksibel og robust biavl.
Kan én bifamilie blive til 12?
Mit svar er et klart ja.
Med gode dronningeceller, en virkelig stærk bifamilie og lidt planlægning kan én enkelt familie danne grundlag for 12 nye. Og hver eneste gang fascinerer det mig, hvor hurtigt bierne organiserer sig og bygger et nyt samfund op omkring en ny dronning.
P.S. Mange spørger, hvorfor jeg lige laver 12 småfamilier. Svaret er egentlig meget enkelt: Det er ikke bierne, der sætter grænsen – det er mit materiel.
I år havde jeg 12 bunde og 12 låg til rådighed, og derfor blev det til 12 småfamilier. Havde jeg kun haft ni bunde og ni låg, så havde jeg lavet ni småfamilier.
Jeg forsøger bevidst at holde mit materiel så enkelt som muligt. Jeg bryder mig ikke om at have et lager med forskellige typer bunde, 6-rammers kasser, 10-rammers kasser, dobbeltbunde, skillerum og andre specialløsninger. Hele min biavl er bygget op omkring ét standardsystem, hvor alle magasiner, bunde og låg passer sammen. Det gør arbejdet hurtigere, enklere og giver langt større fleksibilitet, når der skal laves småfamilier eller flyttes rundt på materiel i løbet af sæsonen.
